23948sdkhjf

Hjemmesiden var rødglødende: Men succesen kom med en høj pris

Efter deres optræden på tv har Bjarke Green og Regin Iversen ikke set sig tilbage. Derfor satser de nu på at gentage succesen uden for Danmarks grænser. Men deres millioneventyr har ikke været uden ofre

Udefra ser det ikke ud af meget.

Vi befinder os dog også på en stille sidevej i et industrikvarter.

Men bag en anonym dør i en hengemt lagerhal gemmer sig en forretning, der omsætter for mange millioner.

Samme mystik er tilstede, når man træder ind.

For egentlig står her bare klaser af fleretagers stålhylder med stablede papkasser.

Det er kun de røde mærkater med ordene "MUY FRAGILE," der afslører, at indholdet i papkasserne er kostbart og derfor skal håndteres med stor forsigtighed.

Den lavmælte indretning er en næsten symbolsk refleksion af de to stifteres ydmyghed.

For selvom omsætningen taler for sig selv, går de stille med dørene.

Succesen havde nemlig sin pris.

De to venner Bjarke Green og Regin Iversen driver i dag webshoppen Vinhuset.dk, der sælger vin og smagekasser, og som for alvor blev kendt fra sæson 9 af tv-programmet Løvens Hule.

Her fik de investorerne Morten Larsen, Anne Stampe og Nikolaj Nyholm med ombord med en samlet investering på 200.000 kroner i virksomheden, der har base i Thisted.

Det lugter i dag af en god investering.

For kunderne strømmer til, og i år regner Bjarke Green og Regin Iversen med at omsætte for 75 millioner kroner. Det er flere tusinde solgte vinflasker - hver eneste dag.

Et umage par

Det var et rent tilfælde, at de stødte på hinanden og siden blev forretningspartnere.

For ingen af dem havde nok spået, at mødet for ti år siden i den lokale serie 6-fodboldklub kunne udvikle sig fra en kasse øl i omklædningsrummet til et vinimperium med 1100 kvadratmeters lagerplads.

Dengang var Regin Iversen træner, hvilket ifølge ham selv var i mangel på bedre.

Ved siden af drev han virksomheden Grøntbørsen Mors, og da der pludseligt blev en stilling ledig på lageret, trådte Bjarke Green til.

- I starten var jeg skeptisk, for jeg var overbevist om, at han ikke kunne se forskel på røde og grønne æbler. Men med tiden blev han bedre til at sortere end mig, fortæller Regin Iversen spøgende.

Arbejdsfordelingen fungerede dog så godt, at de har holdt fast i den i Vinhuset, indtil væksten tog fart.

For mens ledelsesansvaret faldt naturligt for Regin Iversen, havde Bjarke Green brug for at sanse det virkelige arbejde, som han i højere grad kunne på lageret end kontoret.

- Vi har fået at vide, at det er umuligt at rekruttere to personer, der er så forskellige og alligevel fungerer så godt sammen, siger Regin Iversen.

I begyndelsen var de sågar dybt uenige om, hvorvidt de egentlig skulle satse på vin eller gin.

100 timer om ugen

Vejen til i dag har dog ikke været uden udfordringer. Tværtimod.

For når man er to mand i en virksomhed, der fra den ene dag til den anden bliver kendt på tv, er der pludseligt meget at se til.

Det kunne straks mærkes på ordrerne.

- Vi havde ikke forestillet os, at vi pludselig ville have 56.000 mennesker gennem vores hjemmeside på fire timer. Og at det bare har fortsat lige siden, fortæller Bjarke Green.

Hurtigt oversteg arbejdsugerne også 100 timer om ugen, og det var på bekostning af tiden med familien.

- Det er hårdt, når du for fjerde weekend i træk arbejder både lørdag og søndag og skal ringe hjem og fortælle din kone og din datter, at far heller ikke kommer hjem i dag, siger Bjarke Green.

Men de to iværksættere var stålsatte på at lykkes med det nyopstartede projekt.

- Vi talte ikke om, hvorvidt vi mødte ind i weekenden. Vi talte om, hvorvidt det var klokken seks eller syv. Og kunne vi tage hjem kl. 16 om søndagen og have fri en halv eftermiddag, var det en succes, uddyber han.

Overvejede at stoppe

Det skulle også vise sig at blive for meget. Særligt for Regin Iversen.

- Jeg er før kommet hjem med tårerne trillende ned ad kinderne og tænkt, at jeg ikke møder ind i morgen.

Da vidste han for alvor, at arbejdspresset tog overhånd.

Og havde det ikke været for de to nordjyders særlige bånd, ville historien måske have været en anden.

- Da jeg næste morgen stod under bruseren, og overvejede om jeg skulle afsted, slog det mig, at det jo ikke bliver bedre for Bjarke, hvis jeg bliver væk, forklarer han.

Loyaliteten har ifølge dem selv også været nøglen til succes.

For hvis de før i tiden kom bagud med arbejdet, kunne de knokle sig tilbage i løbet af en weekend.

Men det nytter ikke noget længere, for virksomheden har i dag en helt anden størrelse. Og med det hører også en anden arbejdsfordeling,

I dag tæller virksomheden 16 ansatte, og Bjarke Green og Regin Iversen står i dag primært for driften.

Takket være lovændring

Men som de netop har lettet arbejdsbyrden, påtager de sig nu en ny.

For det, der engang var et hobbypræget foretagende, er i dag altbetydende livsværk for de to nordjyder.

Derfor tøvede de ikke et sekund, da en højesteretsdom i Sverige løftede monopolet på salg af vin og spiritus. Indtil nu har det været forbeholdt den statsejede butik Systembolaget.

- Jeg ser et kæmpe potentiale i Sverige, selvom de selvfølgelig skal appelleres til på en anden måde. For det er bare nemmere, når man har været med i Løvens Hule, siger Regin Iversen.

Med satsningen er de blandt de allerførste i branchen til at gå ind på det svenske marked. Denne gang under navnet Dittvin.se.

Men ambitionerne stopper ikke her. For flasker udvidelsen sig, ser de gerne, at de kan gentage modellen i andre lande i fremtiden.

For selvom de er bevidste om prisen for at hengive sit liv til iværksætterdrømmen, fortryder de ikke noget.

- Prisen har været høj, men vi vil til hver en tid gøre det igen, fortæller de begge.

Artiklen er en del af temaet Løvens Hule.

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel online handel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.662